Fælles værdier og tilgang
Vi har valgt Lavatur, fordi vi deler værdier og tilgang til forretningen. Begge virksomheder er bygget på høj service, teknisk kvalitet og tætte relationer til kunderne. Samtidig har vi et fælles fokus på bæredygtighed og løsninger, der fungerer i praksis – også på den lange bane.
Når vi samler erfaringer og kompetencer fra to markedsledere, styrker vi vores evne til at udvikle og levere løsninger til en branche med stadig højere krav til drift, dokumentation og effektivitet.
Stærke positioner på hjemmemarkederne
Både Nortec og Lavatur har opnået stærke positioner på hjemmemarkederne ved konsekvent at udfordre den måde, vaskeriløsninger traditionelt tænkes på. Sammen skaber vi en organisation med mere end 22.000 aktive maskiner og en tydelig europæisk tilstedeværelse.
Det positionerer Nortec som én af Europas største leverandører af professionelle vaskeriløsninger – med et solidt fundament for videre vækst.
Fra Vejle til Madrid
Nortec blev grundlagt for 37 år siden i en landsby uden for Vejle. At vi i dag har kollegaer og aktiviteter fra Vejle til Madrid, er resultatet af langsigtede investeringer, sund forretningsdrift og viljen til at tænke nyt.
Lokal tilstedeværelse har altid været afgørende for den service, vi leverer. Det ændrer sig ikke med opkøbet af Lavatur. Uanset om vores kunder befinder sig i Danmark, Spanien eller Portugal, er nærhed, tilgængelighed og driftssikkerhed stadig i fokus.
Opkøbet af Lavatur er et af de mest betydningsfulde skridt i vores historie. Vi forener to virksomheder med samme værdier, tilgang og ambitioner. Det giver et stærkt fundament for fremtiden – til gavn for både kunder og kollegaer
Michael Sand, administrerende direktør i Nortec
En uændret hverdag
Opkøbet medfører ingen større ændringer for medarbejdere, kunder eller samarbejdspartnere i Danmark, Spanien og Portugal. Vi fortsætter vores daglige drift som hidtil, og eksisterende aftaler, kontaktpersoner og servicefunktioner forbliver uændrede.
Vores hovedkontor forbliver i Vejle, mens Lavatur fortsætter sin forretning fra sine ni afdelinger i Spanien og Portugal. Samtidig får vi mulighed for at lære af hinanden, dele viden og styrke den fælles retning på tværs af organisationerne.
Bliv klogere på Lavatur
Lavatur er en familieejet virksomhed grundlagt i 1984 og er i dag Spaniens største leverandør af professionelle vaskeriløsninger. Virksomheden har mere end 2.300 kunder inden for blandt andet turisme, bolig, militær og offentlige institutioner.
Forretningen er kendetegnet ved stærk lokal forankring, høj service og en forretningsmodel baseret på langsigtede service- og lejeaftaler. Med cirka 80 medarbejdere og aktiviteter i både Spanien og Portugal har Lavatur opbygget en solid og veletableret position som markedsleder.
Et nyt kapitel
Opkøbet af Lavatur markerer begyndelsen på et nyt kapitel for os i Nortec. Et kapitel, hvor vi kan vokse uden for Danmarks grænser og være med til at løfte standarden for professionel vaskeridrift i Europa. Næste skridt handler om at bygge videre på det, der allerede virker – og om at blive endnu bedre sammen.
Pressekontakt




