Billede


Fra venstre: Michael Sand, adm. direktør og ejer, Nortec A/S og Steven Johnsen og Thomas Larsen, ejere af Service Centalen A/S.

Pressemeddelelse

Nortec A/S opkøber aktiekapitalen i vaskerivirksomheden Service Centralen A/S

Den danske virksomhed, Nortec A/S, der er specialiseret inden for professionelle vaskeri- og ladestanderløsninger, har opkøbt vaskerivirksomheden, Service Centralen A/S. Dermed styrker Nortec sin position på det danske marked og med opkøbet af Service Centralen får Nortec Danmarks største serviceafdeling med speciale inden for professionelle vaskeriløsninger.

 

Med hovedkontor i Vejle og en afdeling i Brøndby kan Nortec i dag tilbyde professionelle og kundetilpassede vaskeri- og ladestanderløsninger til en lang række brancher og kundegrupper over hele Danmark. Virksomheden blev grundlagt tilbage i 1988 af Tom Steve Madsen, der den dag i dag stadig er en aktiv del af den daglige drift. Tilbage i 2012 foretog man et generationsskifte og i dag er det Toms søn, Michael Sand, der som Adm. direktør og ejer står i spidsen for virksomheden.

 

DANMARKS STØRSTE SERVICEAFDELING

Med opkøbet af Service Centralen får Nortec Danmarks største serviceafdeling med et stort landsdækkende team af dygtige og erfarne serviceteknikere med speciale inden for professionelle vaskeriløsninger. Michael Sand sætter følgende ord på, at det er lykkedes at overtage en så velrenommeret og traditionsrig virksomhed som Service Centralen.

 

”Vi har igennem de sidste mange år haft et rigtig godt samarbejde med Service Centralen, og det er derfor med stor glæde, at vi nu kan offentliggøre, at vi har indgået en købsaftale med Thomas Larsen og Steven Johnsen, der betyder, at vi overtager Service Centralen. Service Centralen er en utrolig veldrevet virksomhed med et stærkt renommé i branchen. Vores lange samarbejde gør, at vi har et indgående kendskab til Service Centralen og ved, hvilket høje serviceniveau, de står for. Service Centralen og Nortec er på alle parametre et rigtig godt match, da vi deler mange fælles værdier, og derfor er det også med stolthed, at vi kan føre virksomhedens aktiviteter videre. Og selvom vi nu bliver en større virksomhed, så har vi stadig fødderne plantet solidt på jorden med et målrettet fokus på den næste serviceopgave. Vi har fra starten været en servicevirksomhed og det er vi også den dag i dag. Vi lever af tilfredse kunder og opkøbet af Service Centralen betyder, at vi bliver en større familie med flere serviceteknikere, så vi fortsat kan være helt tæt på vores kunder, når de har brug for vores assistance.”

- Michael Sand, Adm. direktør og ejer, Nortec A/S

 

TRADITIONSRIG SERVICEVIRKSOMHED

Service Centralen er en danskejet virksomhed, som i dag ejes af Thomas Larsen og Steven Johnsen. Virksomheden blev grundlagt tilbage i 1980 af Bent Olsen, men Thomas og Steven overtog virksomheden i 2004 og har igennem de sidste knap 20 år opbygget virksomheden til den velrenommerede servicevirksomhed de er i dag. I dag betjener Service Centralen mere end 500 vaskerier hos boligforeninger, ejer- og andelsforeninger, hospitaler, plejehjem, institutioner, hoteller, laboratorier og industrivirksomheder.

 

Virksomhedens kontor ligger i Glostrup vest for København og med sin egen serviceafdeling, har de herfra dækket hele Storkøbenhavn. I forbindelse med opkøbet overtager Nortec alle Service Centralens eksisterende servicekontrakter ligesom alle virksomhedens medarbejdere også fortsætter.

 

"VORES KUNDER HAR HAFT FØRSTEPRIORITET"

Med salget til Nortec bliver der dog ikke sat en ende på de nuværende ejeres arbejdsliv i vaskeribranchen. Thomas og Steven bliver nemlig begge to ansat i Nortec og får en aktiv rolle i den fremadrettede drift. Dermed får Nortec glæde af de to kompagnoners mere end 34 års erfaring i vaskeribranchen, som vil blive brugt til fortsat at sikre, at Nortecs mange løsninger altid imødeser kundernes og brugernes behov og ønsker. Samtidig vil det også være med til at sikre, at der bliver taget godt hånd om Service Centralens kunder. Thomas Larsen og Steven Johnsen sætter disse ord på salget af Service Centralen.

 

”Vi er utrolig glade og stolte over den aftale, vi har indgået med Nortec. Vi er begge to nået til et sted i livet, hvor det har været vigtigt for os at lave en plan for Service Centralens fremtid, så vi ved, at der er en langsigtet plan, som sikrer, at der også i fremtiden vil blive taget godt hånd om vores mange loyale kunder. Derfor er vi også rigtig glade for, at både vores dygtige medarbejdere og os selv fortsætter vores arbejde.
Og af den grund ser vi det heller ikke som afslutningen på Service Centralen – men tværtimod starten på et nyt kapitel sammen med Nortec i en fælles ånd. Vi sælger nemlig Service Centralen til en virksomhed, som vi deler værdier med og vores kunder kan derfor forvente den samme gode og nærværende service, som vi har stået for igennem alle årene. Med salget laver vi et generationsskifte i god tid, som giver vores kunder en tryghed for, at vi også på den lange bane vil være her til at tage hånd om deres vaskeri. Og derudover glæder vi os bare utrolig meget til at blive en del af en større dansk virksomhed, som virkelig har gjort det godt igennem rigtig mange år, så vi sammen kan fortsætte den spændende rejse.

Beslutningen om at sælge aktiekapitalen i Service Centralen til netop Nortec var derfor let, og vi har igennem alle årene haft en positiv og konstruktiv dialog med Michael og Tom, og har altid haft dyb respekt for deres dygtige og professionelle måde at drive Nortec A/S på."

- Thomas Larsen og Steve Johnsen ejere, Service Centralen A/S

 

OVERTAGELSEN SKER TIL MARTS 2022

Overtagelsen sker officielt d. 1. marts 2022 og dermed er der god tid til at sikre en god overgang til de nye tider. Service Centralens mange kunder er dermed i gode hænder og kan forvente den samme høje service, som de altid har været vant til.